OM MIG

Jeg hedder Anja Desirée Lykkeberg og er 46 år gammel, og jeg er 4. års psykoterapeutstuderende på Tobias Skolen.  Jeg har altid kredset om selvudvikling og psykoterapi, men først, da jeg følte jeg stod med ryggen mod muren, fik jeg modet til for alvor at gå ind i det.

Selv om der var intet andet jeg længtes mere efter end at blive set som den jeg er, var jeg også virkelig bange for det. Det at vise den længsel er så sårbart, da det også er der, man står helt åbent for en afvisning.

 

Jeg har stor respekt for de bevægelser, der kan blive sat i gang i inde i os. Følelser og reaktioner, der bliver aktiveret af personer og begivenheder kan i forvejen virke overvældende og uoverkommelige, så hvorfor ligefrem opsøge det aktivt? Hvorfor ikke bare lade det være? Det går jo nok det hele …

 

Men da jeg først oplevede, hvad det ville sige at blive mødt i min dybeste længsel, var der ingen vej tilbage, for det føltes som om, at det var fra det punkt, at noget for alvor helede i mig. 

Jeg fik lyst til at overgive mig helt til det, livet drejer sig om – i hvert fald for mig. At blive et menneske i kontakt med sig selv.
Jeg tror på, at først når vi lærer det, kan vi for alvor gå i kontakt med andre mennesker og dermed ophæve den grundlæggende ensomhed, mange flygter fra og forsøger at dulme på alle mulige tænkelige måder.

 

Kursen er sat, og jeg er spændt på hvilke landskaber, den vil føre mig igennem. Jeg ved, at jeg allerede nu er i bedre stand til at opleve det landskab, jeg kommer igennem, lidt mere ufiltreret. At jeg er blevet bedre til at møde livet som det er – og ikke som jeg har planlagt, det skal være. 

Det er den største gave, livet har givet mig, og jeg vil gøre det bedste for at stille mig til rådighed for at give den gave videre. For nok så meget vi kan gøre selv, kan vi kun gøre den mest essentielle del sammen med et andet menneske. 

Ud over min uddannelse til Spirituel Integrativ Krops- og psykoterapeut, så går jeg selv i psykoterapi og modtager løbende supervision. Jeg deltager desuden også i andre kurser og uddannelser, som kan supplere eller uddybe min terapeutiske praksis.

I forhold til terapi med heste, begyndte jeg selv at ride, da jeg 7 år. Så havde jeg en pause fra ca. 18-30 år, men købte så en hest igen og har haft lige siden. Som voksen fandt jeg, at hele barndommens læring udi ridning ikke kunne bruges til det, jeg nu længtes efter. Kontakt og samhørighed med mine heste.
Så i de sidste 15 år, har det mere handlet om horsemanship end noget andet. Blandt med lidt western, lidt dressur og lidt klassisk ridning. Hver disciplin har sine fordele og jeg nyder, når man kan ”låne” lidt fra det hele og få en glad hest og rytter ud af banen.