Individuel terapi

v/ Anja Desirée Lykkeberg, 4. års psykoterapeutstuderende

Der ligger som regel en del overvejelser til grund for, at man overvejer at gå i psykoterapi. Er der overhovedet nogen grund til det? Er jeg ”syg” nok? Hvad vil andre tænke? Har jeg råd til det?
Jeg kan også spørge tilbage: Tør du lade være?

Jeg tror ikke, jeg har mødt en eneste person, som har valgt at gå i psykoterapi, der efterfølgende har fortrudt det. 

At vælge at gå i terapi er på mange måder, at man får sig en allieret. En hjælper, der hele tiden forsøger at hjælpe dig med at fjerne de blokeringer, der er i dit liv og opbygge de styrker, der er i dig.

For mig personligt er der livet før og efter. Oplevelsen af at blive set som den jeg dybest set føler mig som, ramte på mange måder det, jeg altid havde længtes efter. 
Og pludselig er det ikke længere noget, man gør for at slippe for noget. 

Pludselig føles det mere som om man er på skattejagt og ens terapeut er både hjælper og vejviser. Og hvor man før måske jagtede guldmønterne, magten og æren går det op for en, at rejsen er så meget vigtigere. For den handler om at finde sig selv. Så man følger alle de spor på skattekortet, man kan. Man tænker, føler og mærker sig vej. 

 

Man befinder sig med andre ord pludselig på sit livs rejse, sit livs store eventyr, hvor udfordringer, helte, heltinder, skurke, tab og sejre hele tiden inviterer dig til at opdage, hvem du selv er.

Terapi er på mange måder et rum, både rent fysisk, men også et tidsrum, afsat med det formål at finde ud af, hvem du er. Hvad lige præcis din menneskelige kompetencer er – og hvordan kan du folde dem ud for at leve det liv, der skaber mening og glæde for dig.

Som elev fra Tobias Skolen arbejder jeg hele tiden ud fra en grundtanke om, at vi mennesker såres i relationer, men vi heles også i relationer. Jeg arbejder også ud fra den grundtanke, at forskellige symptomer er en manifestation af stagneret livsenergi, der på forskellig vis kalder for at blive forløst.

Jeg har særlig erfaring med og interesse for opvækst i dysfunktionelle familieforhold, tilknytningstraumer, afhængighedsproblematikker og hvad det gør ved krop og psyke efter et langvarigt sygeforløb. Jeg inddrager meget gerne kropsarbejde i terapien, da det er min erfaring, at kroppen ofte fortæller lige så meget – eller mere – end vores bevidste bevidsthed gør. Og så ved jeg ikke noget mere meningsfuldt i livet end at mærke den kontakt, der kan opstå mennesker i mellem – og som det terapeutiske rum på alle måder er et vækstrum for at skabe.